Julen 2020

Så kom måneden som alle har ventet på og året i år er nok et hvor vi alle har endnu mere brug for julelysene, hyggen og varmen end de fleste andre år. 2020 bliver aldrig glemt og vi har alle lært en masse om os selv og om hinanden.
Det er imponerende og hjertevarmende at se hvordan flertallet er villige til at give afkald og gøre en indsats for både dem man har kær, men også for alle dem man ikke kender. Vi er stolte over at kunne sige at vi har nogle rigtig dejlige gæster som er gode til at passe på, forstå og respektere når tingene ikke er som vi alle gerne vil have.

Et helt anderledes forår og sommer har vi haft, og det har som sagt lært os alle nogle ting. Også her, som alle andre steder, har vi været udfordret af at have børn hjemme i flere måneder, pludselig kan man slet ikke nå så meget som man gerne vil, til gengæld har det givet nogle helt andre oplevelser indbyrdes her, børn der er vokset og har udviklet sig på en anden måde end ellers, det skal vi huske at værdsætte.
Vi skulle have fejret en masse jubilæer, bl.a.  Johannes 50 års og Hannes 40 års, samt en hel masse af vores fastliggere der har været på pladsen i mange år. I stedet for en stor fest, valgte vi at uddele gaveæsker med Sandersvig Camping-vin og indgraveret glas til dem der har været her 10, 20, 25, 30 eller 35 år. Vi er taknemlige og rigtig glade for alle vores dejlige campister, og håber på mange flere år med jer.

Årets Stafet For Livet var også anderledes i år, den blev nemlig holdt her på pladsen. Det gjorde at en del nye også fik muligheden for at deltage, det var noget helt specielt at holde det herhjemme og er noget vi gerne vil gentage, uanset om stafetten i Haderslev er klar i 2021 igen. Til vores lyscermoni holdt Susanne Madsen, præst i Fjelstrup Kirke, en tale. Det var utrolig smukt med alle de lysposer der var tændt ned over pladsen. Vi havde et dejligt døgn i godt selskab hvor der blev delt mange gode snakke om stort og småt også blandt folk der ikke kendte hinanden inden, det er bare noget stafetten kan.

Alle her hos os er kommet godt gennem året til nu og er nu klar til at holde en hyggelig jul og et stille nytår, vi glæder os til et 2021 som garanteret giver os nye udfordringer og glæder.

Tak til alle som har besøgt os i år, en særlig tanke til de som måtte blive hjemme, vi håber at se jer igen til næste år, med godt helbred og godt humør.

Vi vil ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår, håber at 2020 har været god ved jer og at 2021 vil være endnu bedre.

De kærligste hilsner fra alle os på Sandersvig Camping og Tropeland.